09. feb - Af Sofie Brunner




Haptik kommer fra det græske ord hapesthai og henviser til følesansen eller sensationen ved at føle noget. Det er med de haptiske værdier som udgangspunkt at BRUNNER Studio har designet BLUSH loungestolen.
Igennem vores barndom opbygger vi en kæmpe sanse-baseret vidensbank gennem at slikke, røre, lugte, føle, smage og se, da det er vores eneste måde at kommunikere med verden på. Denne viden følger os og videreudvikles resten af vores liv og vi bruger den ubevidst, til at forestille os hvordan noget føles, før vi kommer i fysisk kontakt med objektet.
Hvis man fx skulle forestille sig at slikke på det trægulv man står på, ville man vide præcis hvordan den ru overflade ville føles mod ens tunge uden egentlig fysisk kontakt. Og det er denne haptiske viden og forventning til produktet, som BLUSH stolen arbejder med.
BLUSH er fuld af kontraster som skal stimulere hjernen til at tage stilling til materialer, komfort og taktilitet.
Stolen består af en faceteret hård aluminiumsskal ornamenteret med et laserskåret hulmønster. Ved hjælp af en slags børstenbindingsteknik er stolen polstret med håndtrykte filtstrimler, som er trukket ud gennem hulmønstret, som herved danner en spændende og taktil overflade på både for- og bagside.
Overordnet har BLUSH et umiddelbart råt og koldt udtryk, som dog opblødes af de rødmende filtlykker, som breder sig henover stolens skal.
Læs mere: Sofie Brünner
Læs mere: Pakhus 48