|
Arkitekturpsykologi (af Per Lindsø Larsen)
I Danmark er arkitekturpsykologi et stort set ukendt begreb. Herved adskiller vi os fra de fleste af de lande, vi normalt sammenligner os med. I både Norge og Sverige er der oprettet professorater i arkitekturpsykologi ved højere læreanstalter. Forskning i arkitekturpsykologi har i USA og de fleste europæiske lande været en naturlig disciplin gennem den seneste menneskealder, og der eksisterer flere internationale forskningstidsskrifter, der udelukkende beskæftiger sig med arkitekturpsykologi.
Arkitekturpsykologien beskriver, hvorledes vi som mennesker er påvirket af de fysiske omgivelser, som f.eks. vore huse, boligindretningen, landskabet, byplanlægningen. Indenfor området kan man lidt forenklet sige, at der findes to forskellige skoler eller retninger: Den kognitive og den humanistiske.
Den kognitive retning forsøger i overvejende grad at beskrive den direkte relation mellem den fysiske omverden og vores måde at tolke den og reagere på den.
- Er der en sammenhæng mellem, hvor let en by eller bygning er at finde rundt i, og hvor hurtigt vi finder os til rette og tilpas det pågældende sted?
- Hvorledes påvirker beplantning, farver og lys vores opfattelse af steder og rum?
Den kognitive retning er således meget konkret i sin analyse af forholdet mellem mennesket og dets fysiske omverden, i modsætning til den humanistiske retning, der traditionelt går et spadsestik dybere i den psykologiske analyse og tolkning af relationen. Et klassisk tema for den humanistiske retning inden for arkitekturpsykologien er således spørgsmålet om, hvad det overhovedet vil sige at føle sig hjemme et sted, og hvilken psykologisk betydning det har for mennesket.
Der er ikke nogen konflikt mellem den kognitive og den humanistiske indfaldsvinkel. Man bør snarere se det som to forskellige måder at anskue emnet på: Den kognitive retning leverer megen viden og data om forholdet mellem menneske og dets omgivelser, mens den humanistiske forskning ofte bidrager med den psykologiske forståelse og teori, der gør disse data forståelige og meningsfulde.
Selv om en egentlig videnskabelig forskning i området ikke går længere tilbage end til 60’erne, er det de færreste af os, der er i tvivl om, at vi virkelig er psykisk påvirket af hvilke fysiske omgivelser, vi lever i.
Winston Churchill udtalte engang: ”Først former vi vore boliger, men derefter former de os”. I udsagnet ligger der en påmindelse om, at det ikke er ligegyldigt, hvorledes vi opfører vore boliger og indretter dem, fordi vi i høj grad bliver påvirket af de rum, som vi færdes i til dagligt.
Denne påvirkning er naturligvis ikke mindre for personer med psykisk udviklingshæmning. Meget taler endda for, at den er langt mere afgørende. Lad os tage et par håndfaste og konkrete eksempler, så påstanden ikke bliver alt for luftig.
Arkitekturpsykologiske eksperimenter har vist, hvorledes vores kognitive funktionsniveau er påvirket af de fysiske omgivelser. I et klassisk eksperiment blev et hold studerende opdelt i to ensartede grupper. Begge hold blev udsat for det samme sæt af opgaver, der skulle løses. Den eneste forskel var, at den ene gruppe blev placeret ved borde og stole i et bart rum, mens den anden gruppe fik lov til at løse opgaverne i et rum, der først og fremmest var gjort indbydende med et væld af grønne planter. Sidstnævnte gruppe løste opgaverne signifikant bedre end den første gruppe. Dvs. Deres intellektuelle præstation var så meget bedre, at det videnskabeligt ikke bare kunne tilskrives en tilfældighed.
Vores motivation og overskud til at løse intellektuelle opgaver i hverdagen er altså påvirket af vores fysiske omgivelser. For den ikke-udviklingshæmmede, der har et intellektuelt overskud til at løse de udfordringer hverdagen byder på, kan denne påvirkning måske være af mindre betydning, men for den udviklingshæmmede, der kæmper for færdighed i de almindelige hverdagsfunktioner, er situationen selvsagt en noget anden.
De fysiske omgivelser påvirker vores adfærd, og de er i stand til at påvirke omfanget af adfærdsforstyrrelser.
Det er nok et af de bedst dokumenterede områder inden for denne del af den psykologiske forskning. Der findes endda et internationalt forskningstidsskrift alene helliget dette område: ”Environment and Behavior”.
Fængsler har været et ofte benyttet studiested, når det gælder denne type af undersøgelser. Vold og andre former for adfærdsforstyrrelser er et kolossalt problem i f.eks. mange amerikanske fængsler. Undersøgelser har imidlertid vist, at problemerne kan reduceres drastisk alene ved at ændre farverne på væggene. Gennem undersøgelse af adrenalin i urinprøver fra indsatte fanger, har man målt, at et skifte fra de traditionelle institutionsfarver til dæmpede pastel farver på væggene, dæmper stress -niveauet blandt fangerne signifikant. I en nyere irsk undersøgelse fandt man på tilsvarende vis, at antallet af selvmord og selvmordsforsøg blandt indsatte blev reduceret markant ved ændring af farverne i fængslet.
I andre arkitekturpsykologiske studier, har man lavet undersøgelser af børns adfærd i skolegårde, før og efter visse arkitektoniske indgreb. Tilstedeværelsen af træer, buske, kroge, små naturplateauer o.s.v. har vist sig, ikke alene at reducere omfanget af slagsmål men også at bidrage til at børnene snakker mere sammen, og at det enkelte barn snakker med flere forskellige kammerater end tilfældet var i den gamle skolegård før fornyelsen.
Det sidste peger mod en anden vigtig pointe i arkitekturpsykologien. De fysiske omgivelser påvirker os ikke blot direkte, men også indirekte ved at virke ind den måde hvorpå vi er sammen med andre mennesker. Nogle boliger og opholdsrum er indrettet, så de direkte inspirerer til socialt fællesskab, mens andre rum snarere begrænser muligheden. Vi skal vende tilbage til dette emne i en anden artikel, der beskriver hvorledes valg af bygningsmateriale og deraf følgende rum-akustik påvirker den indbyrdes kommunikation mellem udviklingshæmmede og personale.
Men hvad er det så konkret arkitekturpsykologien har at fortælle os? Hvad er det for nogle farver, der skal op på væggen? Hvor mange planter skal vi have? Hvor skal lyset komme fra, og er det virkelig nødvendigt med et springvand?
Fra arkitekter, der forholder sig kritisk til arkitekturpsykologien har spørgsmål af denne type sarkastisk haglet ned over psykologer, der beskæftiger sig med området. Deres kritik drejer sig primært om, at arkitekturpsykologien aldrig har formået at munde ud i noget praktisk og konkret anvendeligt. Den har aldrig været i stand til at give en oversigt over, hvad det er der skal til, for at vores opholdsrum og boliger kan øve den mest positive psykiske indflydelse på os.
Allerede i 1970’erne havde et amerikansk arkitektur-tidsskrift en satirisk tegning, der skulle illustrere forholdet mellem arkitekter og psykologer. På tegningen ses arkitekturen i skikkelse af en frodig kvinde, der ligger på briksen, mens psykologien er repræsenteret af en betuttet lille Freud, der sidder ved siden af med notesblokken. Kvinden rejser sig på briksen og råber: ”Nu skal jeg sige Dem, hvad problemet er, Hr. Freud! Det er, at kvinden aldrig er blevet ordentlig tilfredsstillet i dette forhold!”
Fra psykologisk side forsvarer man sig med, at det heller aldrig har været arkitekturpsykologiens formål at munde ud i en facitliste, der f.eks. anbefaler pastelfarve nr. dit eller dat til sydvendte vægge. Dels ville de fleste nok frabede sig sådanne dikterede guidelines, der hurtigt kunne munde ud i stereotype og forudsigelige boligindretninger. Dels er en sådan facitliste næppe muligt, fordi den måde de fysiske omgivelser påvirker os på igen er påvirket af samfundsforhold, tidsstrømninger og således ændrer sig over tid.
Mange psykologer hævder derfor, at arkitekturpsykologiens formål først og fremmest er videnskabeligt at dokumentere hvilken påvirkning de fysiske omgivelser har på os, og at blive i stand til på videnskabelig forsvarlig vis at undersøge, om ændringer i de fysiske omgivelser påvirker os i positiv eller negativ retning.
Danske arkitekter har pointeret, at når dansk arkitektur internationalt hævder sig fint, på trods af, at vi traditionelt her i landet ikke interesserer os i nævneværdig grad for arkitekturpsykologi, så skyldes det, at den gode arkitekt – hvad enten det er bygningsarkitekten, landskabsarkitekten eller indretningsarkitekten – trækker på sin særlige evne til at formidle en kunstnerisk og menneskelig intuition. Han eller hun har en særlig evne til at kunne konkretisere, hvorledes et rum kan komme til at fungere optimalt. De fleste af os har nok evnen til at fornemme, når vi træder ind i et rum, om det er et hyggeligt, imødekommende og rart sted at være, men det er ikke os alle, der har evnen til at se, hvorledes rummet kan gøres mere rart og imødekommende. Vi ved fra hverdagslivet, at de nådegaver er urimeligt fordelt. I enhver personalegruppe findes der altid én eller to personer, der har en ganske særlig evne til få et rum til at fungere. Som med enkle midler er i stand til at skabe hygge, varme og imødekommenhed i rummet.
Arkitekturpsykologiens budskab er blandt andet, at det er vigtigt, at vi giver de mennesker lov til at virke, som har den særlige rumlige intuition. Den måde vi indretter bofællesskaber, institutioner, dagcentre og andre væresteder for udviklingshæmmede på, har en indflydelse på vores kognitive, affektive og adfærdsmæssige funktioner – udviklingshæmmet eller ej.
Arkitekturpsykologien viser os, at denne indflydelse er langt større end de fleste af os i almindelig antager og derfor naturligvis bør tages desto mere alvorligt.
|
