Fika, eller på dansk: kaffepause.
24. maj - Af Rigetta Klint - Foto: Rigetta Klint
Fika betyder kaffe eller te-pause på svensk og der hører per definition en kanel- eller kardemomme-bolle med i konceptet – det er ikke nødvendigvis dårligt, faktisk kan det være rigtig godt. Efter jeg er flyttet til Sverige har jeg opdaget værdien af kardemomme, et i Danmark stærkt underskattet krydderi – til gengæld får man det her i rigelige mængder.
Hvis din vej falder forbi Sverige i sommer, skulle du apropos udeliv og fika besøge en handelsträdgård, som ofte er et fint sted at fika. Handelsträdgård betyder planteskole, bare meget, meget pænere og ganske ofte med en cafe med hjemmebag og god kaffe.
Første gang jeg faldt i svime over en svensk handelsträdgård var for 20 år siden, da jeg netop havde fået min første have og ved en ren tilfældighed kom forbi Sofiro Slot nord for Helsingborg. Bag ved rhododendronparken, som jeg absolut ikke bryder mig om, fandt jeg den fineste køkkenhave og den fineste butik med planter, frø og havetilbehør – siden er flere handelsträdgårdar kommet på favoritlisten.

Her i Stockholm, tæt ved kontoret, ligger en af de virkelig fine: Rosendals Trädgård, her kan man få alt hvad hjertet begærer udi biodynamiske planter og plantetilbehør, og man kan fika, foruden at deltage i et stort udvalg af foredrag og kurser. Rosendal er en stiftelse som har til formål at drive biodynamisk havebrug og undervise i og formidle kulturen omkring havebrug.
Fika er også et fint lille sæt bestående af kop og bakke som vi for nylig fik i butikken fra vores Japanske leverandør Kinto, sættet er tegnet af MIZUE YODA og opkaldt efter fænomenet Svensk Kaffepause.
Fika-sættet fra Japan var anledningen til at jeg kastede mig over denne lille omgang undervisning i svensk kultur.