15. feb - Af Rigetta Klint - Foto: Rigetta Klint
En af de designere som jeg fik lejlighed til at tale med I forbindelse med vores magasin “Home Sweet Sweden” er Monica Förster.
Det er uden for enhver diskussion at Stockholm-baserede Monica Föster er med i en lille eksklusiv elite af designere som har succes, ikke bare på hjemmebanen hvor man let berømmes, men i mindst lige så høj grad internationalt hvor hun og hendes team har tegnet for internationale producenter som bl.a. De Padoa, Cappellini, Tacchini, Poltrona Frau og E & Y Japan.

Monica Förster er aktuel i SLOWFASHIONhouse med sit bestik ”Dorotea” for den svenske virksomhed Gense. Om sin designproces fortæller hun:
Når jeg, eller rettere min tegnestue, får en opgave, starter vi ikke med at tænke på formen. Det er klart at vores formsprog er vores væsentlige særkende og at det er anledningen til at kunden har valgt at netop vi skal løse opgaven, men formgivningen er først det væsentlige meget sent i processen.
Forud for form går research og analyse – det er i det arbejde at jeg virkelig føler at jeg som formgiver kan være med til at gøre en forskel.
I vores research ser vi på virksomhedens identitet: hvilke traditioner bygger virksomheden på, hvordan er produktionsforholdene og hvilke materialer kan anvendes?
Hvad går opgaven mere konkret ud på, hvad kan vi styrke, forandre og eller tilføre?
Hvem er modtageren? Og – hvad er vores personlige forudsætninger og erfaringer?
For at starte med det sidste: Monica er vokset i det nordlige Sverige – på hotel Dorotea – med en velrenommeret kok som far og med en dagligdag hvor måltidet naturligt stod i centrum, og som en selvfølge har hun i sin tidlige ungdom serveret og givet en hånd med.
- Bestikket Dorotea er en hyldest til maden, siger Monica Förster og jeg tænker at det også er en indirekte hyldest til hendes baggrund.
Gense er en traditionsrig Svensk virksomhed, etableret i 1856 i Eskilstuna af Gustav Eriksson, en tung aktør på markedet ikke bare i Skandinavien, men også internationalt.
Genses sortiment af relativt traditionelle bestik er typiske samleobjekter. Monica Försters opgave var at tilføre modernitet og at skabe et bestik som ikke bare kan fungere på hjemmemarkedet i Skandinavien men også internationalt.
Monica fortæller hvordan de har haft alle Genses bestik på tegnestuen og hvordan de har spist sig gennem hver en del for at forstå det som allerede eksisterer og for at forstå hvor de har noget at bidrage med.
Hun fortæller også hvordan markedsanalysen afslørede at hvor danskerne er fortrolige med strømlinet og designmæssigt stramt bestik, så vælger svenskeren typisk et mere klassisk bestik, ofte med blomsterdekoration, mens nordmanden lægger sig et sted midt imellem – så opgaven hvis hjemmemarkedet skulle tilfredsstilles, blev humoristisk defineret som et blomstret stramt bestik, eller rettere noget som både rummer det klassiske, det organiske og det stramme formfuldendte.
På funktionssiden har det været vigtigt at bestikket på en gang har en vis form for tyngde og dog ikke føles tungt, det skal ligge godt i hånden, føles behageligt i munden og måske belært af Monicas erfaringer fra restaurationsbranchen har det været vigtigt at det ikke vælter af tallerkenen når man flytter på den.
En opgave som jeg må sige er løst til perfektion.
Monica Förster runder samtalen af med at fortælle om et andet nyt produkt som efter en 5 år lang design- og produktudviklings-proces bliver sluppet fri under Stockholm Designweek – verdens første kontorstol som er bygget så den passer til kvindens ergonomiske behov. Hendes iver efter at gøre en forskel med sit design er smittende.