Den nye Mayor-sofa er tro mod den smukke original, der oprindelig blev tegnet til Søllerød Rådhus og skabt i kernelæder og eg. Det har Arne Jacobsens barnebarn, Tobias Jacobsen, nemlig sørget for i samarbejde med det danske designfirma &tradition, der nu relancerer sofaen. Mød ham her.
18. dec
- Af Maja Hahne Regild
Hvorfor relancerer I Mayor-sofaen?
– Jeg faldt på et tidspunkt over de fire, smukke Mayorsofaer, som stadig står på Søllerød Rådhus med deres originale læderbetræk, og kontaktede &tradition om muligheden for en relancering. Under hele projektet har min rolle været at sørge for, at den ’nye’ sofa kom så tæt på originalen som muligt. Den blev skabt i en tid, hvor verden var mere håndværksmæssigt orienteret modsat i dag, hvor de fleste ting bliver produceret industrielt. Men vi fandt en dansk producent i Litauen, som er kendt for deres gode og grundige håndværksmæssige traditioner.
Hvordan passer Mayor-sofaen til tiden i dag?
– Krisen har heldigvis også været godt for noget. Jeg oplever, at den har skabt mere fokus på, at tingene har en historie, og det er fedt at se, at der bliver investeret mere i ægte værdier som fx tid med familien og hjemmet. Og det billede kan jeg sagtens genkende med Mayor-sofaen, for den udtrykker på mange måder også åndelige værdier, fordi den er så smuk. I den kan man være sammen, eller man kan bruge den som et lille rum i rummet, fordi den skærmer lidt for omgivelserne.