Design skal fortælle historier, der taler til både følelser og forstand, siger Tanja Vibe og Petra Olsson Gendt, der sammen driver den grafiske tegnestue All The Way To Paris. Se deres designfavoritter her.
16. jul
- Af Marie Graunbøl
- Foto: Pr.
1. MOBILE CHANDELIER Vores fag handler om proportioner og balance – det gør en vellykket mobile også. Vores yndlingsmobile er denne lofthængte lampe skabt af græske Michael Anastassiades. Så forførende elegant, skrøbelig og helt simpel i sin konstruktion.
2. PARIS DAYBED Den afdøde svenske designer Bruno Mathsson var en modernist i international klasse, og Berlin Daybed er det oplagte eksempel på hans talent. Dens form er let og ligetil, og hovedgærdets kurve er med til at forvandle den fra en simpel briks til et elegant møbel. Det er svært ikke at få lyst til at lægge sig lidt.

3. HOTEL LOCARNO Romerske Hotel Locarno, som åbnede i 1925, har lige netop dét, alle andre forsøger at efterligne: ægthed! Møblementet består af antikviteter. Man kan nyde en lille, smuk vinterhave, og der serveres afternoon tea, mens man spiller brætspil. Det er naturligt, uprætentiøst og helt autentisk.

4. EIERMANN 1 DESK Looket er industrielt og alligevel let, forfinet og elegant, og mødet mellem linoleum og lakeret stål fungerer perfekt. Afdøde Egon Eiermanns skrivebord fra 1953 er et eksempel på uovertruffen formgivning.

5. ILSE CRAWFORD Man kan tydeligt mærke, at designeren Ilse Crawford ikke er uddannet inden for sit fag i traditionel forstand. Som tidligere chefredaktør på Elle Decoration kommer hun fra journalistikken og har derfor en interessant, fortællende vinkel på formgivning. Vi er vilde med hendes nye lysestage for Georg Jensen – og med hende, fordi hun er en powerwoman.

Se flere af All The Way To Paris' designfavoritter på næste side...